
Sæsonen er langsomt ved at komme i gang, og hvad er bedre end at starte med et både og lærerigt og underholdende tilbageblik? Nej, vel 🙂
Skanderborg Skakklub får derfor tirsdag d. 9. september (ja, det er dagen efter Åbent Hus arrangementet i Herning Skakklub) besøg oppe nordfra af selveste Per Andreasen, mangedobbelt Nr.Sundby-mester, firedobbelt seniordanmarksmester, mangeårig landstræner for begge hold, legendarisk DM-kommentator, FN-udstationeret politimand i Mitrovice i Kosovo og deltager eller tilskuer i adskillige internationale turneringer verden over. Der er sikkert noget, jeg har glemt.
Pers erfaringsballast er således en del større end de flestes, og det gør ikke oplevelsen ringere, at han er en levende og grundig fortæller, så der venter klubben en stor oplevelse, når Per kommer på besøg tirsdag d. 9. Han siger selv, at han har gravet en gevaldig bunke underholdende og sandfærdige historier op fra fortidens dybe muld, så vi kan forvente et par herlige og meget underholdende timer fyldt med legender som Larsen, Karpov, Korchnoi og mange, mange flere. Uden filter og uden mange stænk af politisk korrekthed.
Per starter kl. 19, men kom i god tid, hvis du vil have en god plads.
Arrangementet er åbent for alle, så folk fra andre klubber er velkomne.
Adressen er Sygehusvej 7, Skanderborg.
