Skakinteresserede i alle aldre lod deres vej falde forbi Herning Skakklubs opstilling nær Herning Torv lørdag den 14. juni, hvor den kommende uges kulturfest blev sat igang.

Der blev spillet løs på tværs af generationerne både på det store bræt i solen og ved bordene i svalende skygge.

Herning Skakklub håber at have givet mange mod på at melde sig ind i klubben via hjemmesiden, deltage i kommende turneringer og/eller dukke op, når klubben holder Åbent Hus i efteråret.

Med baggrund i succesen med udendørs skak i gågaden vil Herning Skakklub rette henvendelse til en café i gågaden, for at høre om de kunne være interesseret i at tilføje lidt sydlandsk stemning til gadebilledet ved at åbne op for muligheden for at spille skak akkompagneret af et glas vin eller en kop kaffe eller to ved caféens udendørs borde. Det kunne jo være ret hyggeligt.

God sommer og god kulturfest til alle!