
Topopgøret i 1. division gruppe 4 i Dansk Skak Unions divisionsturnering endte med sejr til Aalborg over Herning med ovennævnte cifre. På forhånd – dvs. baseret på ratingtallene – var Aalborg favoritter, men sejren var måske lidt i overkanten.
Ole Mikkelsen blev som forventet besejret af GM Henrik Danielsen, men Ole gjorde en god figur i et parti, der for tilskuerne længe stod på vippen.
John Noe fik sig stillet sig særdeles fornuftigt op mod Aalborgs Ivar de Hoogt og fik etableret et ubehageligt tryk mod modstanderens stilling, der så noget betænkelig ud. I denne gunstige situation byttede John desværre om på to træk, der i løbet af få træk satte både stilling og det hele point over styr.
Flemming Nielsen, Herning har vundet alle sine tre partier i divisionsturneringen, og den ikke-spillende holdkaptajn kan kun beklage, at Flemming har set sig nødsaget til at sende afbud to gange.
I dagens kamp gik det ud over Sune Korshøj:
Jesper Maul Vidriksen kom tilsyneladende godt fra start mod Jacob Würtz, Aalborg, der ofrede et par bønder i åbningen for at få angreb, hvorefter Jesper desværre lavede en grov fejl. Jesper Maul blev udsat for et kraftigt angreb, der næppe kunne afværges, og Aalborg kunne notere endnu en gevinst på pointstavlen.
Klaus Christensen, Herning mødte sin gamle klubkammerat Bjarne Sønderstrup, formand for Aalborg Skakforening, hvor partiet udviklede sig fra såkaldt Bogo-indisk; Klaus havde initiativet og opnåede nok den lidt bedre stilling og en lille fordel, men noget afgørende var svært at finde og remis blev resultatet.
Christian Dahl, Herning og Christian Volmer Nielsen, Aalborg spillede dagens længste parti; aalborgenseren kom bedst fra åbningen, men overspillede derefter sin stilling, hvorefter Christian Dahl havde en klar gevinststilling, der blev omsat til et helt point. Christian beklagede efter partiet, at han tog for lang tid om at realisere gevinsten, der dog aldrig var i fare.
Thorkild Borup Nielsen, Herning har været stærkt spillende i årets divisionsturneringen – 3 gevinster og to remisser er det det blevet til. I partiet mod Kamen Kalinov kom Thorkild godt fra åbningen, men valgte så desværre en fortsættelse, der ikke bød på offensive muligheder, hvorefter de to kombattanter røg fredspiben.
Asbjørn Hven, Herning og Svend Poulsen, Aalborg spillede et langt parti, der længe forekom ret lige; Asbjørn valgte desværre en forkert afbytning, der gav modstanderen løberparret og gevinstmulighederne. I det lange, svære slutspil, der udviklede sig, var det vanskeligt at finde de helt præcise træk, og Asbjørn måtte til sidst kapitulere.
Herning Skakklub ligger nu nr. 4 med 21 points efter Aalborg 24½ points, Jetsmark 24 points og Holstebro 21½points. Fra nr. 5 til nr. 8 ligger Silkeborg med 20 points, Viborg med 17½, Skive med 16 points og Kjellerup med 14½ points.
I næste runde -søndag den 2. marts – møder Herning Skakklub Jetsmark.
Steen Juul Mortensen