Herning – Holstebro 4-4.

4. runde på hjemmebane mod Holstebro fik en dramatisk start; holdlederen – undertegnede – havde ikke opført den rette holdopstilling på holdkortet, hvilket ville have fået den skrækkelige konsekvens, at Herning ville have været bagud med 1-0, når kampen startede kl. 12.00. Heldigvis opdagede John Noe min grove brøler, og den rigtige holdopstilling blev påført holdkortet et par minutter i 12.

Fadæsen fik yderligere den konsekvens, at Hernings Klaus Christensen med et par minutters varsel måtte indstille sig på at spille sort i stedet for hvid, da jeg nogle dage tidligere pr. mail havde orienteret ham om, at han skulle spille hvid. Dette er formentlig forklaringen på, at Klaus kom lidt dårligt fra start og tabte en bonde, men da Poul Erik Nielsen i fortsættelsen spillede passivt, greb Klaus initiativet og spillede et glimrende parti og vandt sikkert. En flot præstation!

Kun et yderligere parti fandt en vinder, idet Steen Bering tabte til veteranen Erling Høiberg, Holstebro.

Ole Mikkelsen, John Noe, Jesper Maul Vidriksen, Thorkild Borup Nielsen, Asbjørn Hven og undertegnede spillede alle remis; desværre lod Ole Mikkelsen sig en sikker gevinst glide sig af hænde, og Jesper Maul og Thorkild Borup stod i overkanten, men modstanderne slap med skrækken.

Herning Skakklub er fortsat nr. 2. i 1. division, gruppe 4 med 18 points.

I næste runde venter på udebane Aalborg Skakforening, der fører gruppen med 20½ points.

 

Steen Juul Mortensen