Lørdag den 8. juni blev der afholdt Skak for Alle på torvet i Herning.
Som led i Herning Skakklubs kampagne for at tiltrække nye medlemmer blev to sæt udendørs skakbrætter i forbindelse med åbningen af kulturugen “Kys Livet” opstillet på torvet, en 8 mands venskabsturnering i hurtigskak mod Silkeborg Skakklub aftalt, roll ups opsat, og foldere trykt klar til uddeling til de skakinteresserede publikummer. Både skakspillere og hjælpende klubmedlemmer var iført nye klubtrøjer for også at signalere Herning Skakklubs tilstedeværelse. Alt var således parat til at “vise flaget”.

En enkelt faktor var ingen imidlertid herre over: Vejret. Prognosen lød på regn, regn og atter regn, og da prognosen blev indfriet til fulde, var det et yderst beskedent antal publikummer, der mødte op. Det blev således så som så med uddeling af foldere, og klubtrøjerne blev da også hurtigt gemt bort under regntøj og vandtætte jakker.
Turneringen skulle vejret dog ikke forhindre i at blive gennemført. Man fristes til at sige desværre. Det kan selvfølgelig siges, at Herning Skakklub er usædvanlig gæstfrie, men at tabe 3½ -½ til gæsterne fra Silkeborg var måske nok at gå til yderligheder. Kun på førstebrættet lykkedes det Ole Helmer Mikkelsen at opnås remis mod Per Knudsen, mens de øvrige spillere måtte erkende et kort øjeblik at have mistet overblikket/ overset modpartens muligheder med tabt kamp som endelig konsekvens (at begge hold smiler på billedet skyldes muligvis, at de efter afgørelsens stund endelig kunne komme i læ for regn og rusk).

Et par solstrålehistorier kunne det trods alt blive til.
På et tidspunkt kom et gemytligt ægtepar forbi, der indvilgede i at blive portrætteret ved klubbens roll up. De havde trodset uvejret for lige at se, hvad der foregik på torvet. Man skulle jo ellers tro, der var tale om hardcore fans af Herning Skakklub.

Det noget mindre balkon skakbræt blev flittigt benyttet af børn og voksne. Et par veninder eller søstre tog sig en hurtig kamp, og nogle af klubbens medlemmer ligeså.

En enkelt meget ung spiller løb dog med opmærksomheden. Som hans mor forklarede, er skak hans store passion, ikke så meget på nettet som på et rigtigt skakbræt. Han spiller hver dag, men først efter at have lavet sine lektier får han lov, så han er blevet meget skrap til matematik, forklarede hun smilende.

Begge blev de orienteret om muligheden for at spille Skoleskak fra kl. 17.00 om mandagen på Vestervangskolen i Herning og blive medlem af Herning Skakklub, der spiller samme aften samme sted fra kl. 19.00, hvis der manglede udfordringer blandt skoleskakspillerne. Naturligvis fik de også en folder med sig hjem. Trods et par mindre fejlgreb lykkedes det skam knægten at vinde partiet, så vi krydser fingre for at se det unge talent igen, når næste sæson starter op i august.
Endelig kan Herning Skakklub glæde sig over, at Herning Kommune i forbindelse med nedtagning og oprydning på “slagmarken” valgte at forære de store skakbrikker til Herning Skakklub og samtidig fortsat opbevare dem, hvilket ellers ville have været lidt af en udfordring for klubben.
Selve brættet var venligst udlånt fra Aalborg, så klubben skal jo nok ud at investere i et udendørs bræt. Indtil det sker, er der heldigvis et permanent bræt lokaliseret i Sdr. Anlæg, der kan benyttes, men det kunne jo være en idé at anvende det store sæt i forbindelse med andre events, der kan foregå indendørs eller udendørs. Bestyrelsen har luftet tanken om at arrangere noget allerede i august.
Herning Skakklubs kampagne for at tiltrække nye medlemmer fortsætter i øvrigt i august, hvor to gesandter for klubben besøger en række uddannelsesinstitutioner i Herning for at opsætte en lille plakat og lægge nogle foldere i håbet om, at nogle af de unge studerende finder det smart at styrke “hjerne-musklen” og møder op til Herning Skakklubs Åbent Hus arrangement mandag den 9. september kl. 19.00.

God Sommer!
(når den ellers kommer)