Herning Skakklub – SK 1968 III 4-4.
På forhånd – det vil sige, når man så på de to holds ratingtal – skulle Herning Skakklub gerne score 5½ points mod SK 1968´ tredje hold, så det endelige resultat må karakteriseres som en skuffelse.
Jesper Maul på 4. bræt og Søren Gøgsig på 8. bræt – sidstnævnte måtte træde ind som reserve i stedet for Klaus Marthinus Christensen, der var blevet syg – spillede godt og vandt begge deres partier overbevisende.
Steen Bering på 3. bræt og Thorkild Borup Nielsen på 6. bræt spillede begge remis efter – sådan så det i hvert fald ud for undertegnede – to korrekte og ikke særlig begivenhedsrige partier.
John Noe tabte på bræt 2 efter at han – efter eget udsagn – nok gik for hårdt efter det hele point.
Christian Dahl, der havde vundet de to første partier, måtte i 3. runde se sig besejret efter et parti, hvor han næppe kom helt tilfredsstillende fra åbningen; desuden blev der brugt meget tid og flere unøjagtigheder så dagens lys.
Ole Mikkelsen spillede på 1.bræt mod Alexander Jessen, der for få år siden spillede i Herning Skakklub. Som det følgende viser, slap Alexander Jessen med skrækken:
Undertegnede fik med de sorte brikker på bræt 7 ret hurtigt udlignet spillet, vandt en bonde og stod klart til gevinst om end gevinstføringen krævede omhu; her gik det galt, og det lykkedes min modstander at etablere en remisstilling med en bonde i undervægt.
Næste runde spilles mod Horsens på udebane søndag den 10. december.
Steen Juul Mortensen