Herning Byturnering i Herning Skakklub afholdes hvert år i august/september ifm. sæsonstart og er åben for alle skakspillere, der er medlem af DSU (Dansk Skak Union).
Siden 1940 har især 2 spillere sat sig på 1. pladsen: Sigfred From med 14 1. pladser og Finn Pedersen med 15.
Sigfred From vandt sin første byturnering i 1956 og den sidste i 1993, altså en periode på 37 år! Finn Pedersens far, Henning Pedersen, vandt i 1984 – og viste sønnen vejen, og Finn vandt året efter. Fra 1995-2004 (10 år i træk) vandt Finn og i 2010 den (foreløbig) sidste.
Gennem årene har deltagerantallet ligget stabilt på 50-70 spillere. De seneste år er det dog faldet til under 50.
I forbindelse med turneringen er kantineforholdene opgraderet, så man udover kaffe/te øl og/vand og lidt sødt også kan købe kage og franskbrød med pålæg.
I kantinen er der ofte analyser af de spillede partier, hvor “uglerne” (=vi, som har fulgt med på afstand, er ofte klogere og har set flere muligheder end spillerne, mener vi selv. Dette bliver dog lige så ofte tilbagevist) kan boltre sig!