
Formanden for 9. Hovedkreds Morten Fabrin stemte som den ene af kun to i DSUs Hovedbetyrelse imod oprettelsen af et centralt sekretariat og bestillingen af en BDO rapport, der skal kortlægge vejen til vækst i antallet af medlemmer mv. Hele bestyrelsen i 9. Hovedkreds støtter op om hans indstilling. Her følger Morten Fabrins orientering til klubformændene i 9. hovedkreds.
Give, den 17. oktober 2026
Kære klubformænd i Dansk Skak Unions 9. hovedkreds
Orientering fra hovedkredsen
Dansk Skak Unions Hovedbestyrelse har besluttet at modtage et tilbud fra konsulentfirmaet BDO om bistand til at udarbejde et grundlag for medlemsvækst og udvikling de kommende fem år. Hovedbestyrelsens beslutning er vedtaget med et stort flertal på 15 stemmer mod 2, så det må erkendes, at beslutningen har et massivt flertal bag sig. Det er kun undertegnede som repræsentant for 9. hovedkreds samt 7. hovedkreds (Nordjylland), der har stemt imod. Stemmeberettigede er unionens Forretningsudvalg med 5 medlemmer, der hver har 1 stemme samt de 8 hovedkredsformænd, hvoraf enkelte på grund af disse hovedkredses størrelse har mere end 1 stemme.
Så Nordjylland samt Midt- og Vestjylland har stået temmelig alene ved afstemningen.
Mine fire kolleger i 9. hovedkreds´ bestyrelse er enige i min beslutning om at stemme nej.
Prisen for BDOs tilbud er 100.000 kr. + moms, eller i alt 125.000 kr.
Et led i flertallets opfattelse er utvivlsomt, at man ønsker at tilvejebringe argumenter for oprettelse af et lønnet sekretariat som aflastning for unionens ledelse. Jeg er er enig i, at i hvert fald unionens formand og kasserer udfører et betydeligt ulønnet arbejde, hvilket også mange frivillige rundt omkring i klubberne gør. Men det er svært at argumentere for et større behov for et sekretariat nu (med ca. 4.000 medlemmer), når man for fyrre år siden med 10.000 medlemmer og uden mail og internet mv klarede sig uden lønnet bistand. Jeg redegjorde også grundigt herfor på hovedkredsens generalforsamling den 25. marts i år.
Generelt forkaster jeg ikke, at det kan have være nyttigt at lade folk udefra kaste et blik på en organisation og komme med forslag til forbedringer. Men jeg har en vis skepsis ved mange konsulentundersøgelser, der ofte især har det til fælles, at de fremstiller farverige bilag, indeholder mange (fremmed)ord og koster mange penge, men har begrænset nytteværdi.
Når konsulentfirmaet har afsluttet sit arbejde, står det fortsat tilbage for unionen, hvordan man så skal iværksætte gennemførelsen af de forslag, der er kommet frem.
Det er min opfattelse, som jeg deler med hovedkredsens øvrige bestyrelse, at vejen frem mod et højere medlemstal ikke går via konsulentundersøgelser eller et lønnet sekretariat, men ved et godt og solidt benarbejde i klubberne, særligt ved undervisning/træning og udadvendte aktiviteter lokalt. Dette fremgår også af de følgende linjer, som jeg begrundede mit nej med over for unionens Hovedbestyrelse:
”Jeg stemmer nej til forslaget.
….
I referatet fra HB-mødet den 4. april 2026 hedder det under drøftelsen af punkt 4, Forretningsudvalgets beretning, således bl.a.:
”MF spurgte til den skriftlige beretnings omtale af et sekretariatsudvalg, og tanken om at anvende professionel bistand til dettes arbejde. Han mente at tilhængerne vel selv burde kunne begrunde ønskerne om etablering af et sekretariat. PJ svarede, at det er for at undgå at et udvalgsarbejde sander til, fordi frivillige kræfter ikke får arbejdet gjort færdigt, samt at det naturligvis ikke var en blanco check til at en konsulent kunne berige sig. Men en omkostning i størrelsesordenen 30 til 50 tkr. fandt han i orden, for at få tilvejebragt et grundigt og godt beslutningsgrundlag.”
125.000 kr. er et beløb, der er ca. 3 gange så stort, som det, der nævntes i påsken. Og alligevel rækker det vel kun til ca. 50 timers arbejde hos en konsulent, der formentlig er uden forudgående indsigt i skakverdenen.
Set overordnet har jeg ingen tillid til, at konsulenthjælpen kan bidrage med noget af betydning til medlemsfremgang for unionen. En fremgang kan kun hentes ved større aktivitet i klubberne, særligt med hensyn til undervisning for unge og voksne samt udadvendte aktiviteter.
De største klubber er p.t. Øbro, SK1968, Aalborg, Skak for Sjov, Valby, Gentofte, Helsingør, Hillerød, Frem. Læseforeningen, BMS, Allerød og Amager. Det er ikke tilfældigt, at de er store, for de er alle karakteriseret ved systematisk at tilbyde undervisning/træning. Det må formodes, at udover disse klubbers placering i større bysamfund er det især undervisningstilbuddene, der har gjort dem store.
Det er også værd at bemærke, at Horsens Skakforening inden for de seneste år har mangedoblet sit medlemstal til nu 51. For blot nogle få år siden var man helt nede på 12 medlemmer. Også her tilbyder man undervisning og rekrutterer desuden nye medlemmer gennem månedlig åben hurtigskak på en brætspilcafe i byens centrum.
Også andre klubber blandt de mellemstore gør et godt arbejde og holder deres medlemstal på ca. status quo.
Men bortset herfra er det generelle indtryk, at blandt landets øvrige klubber har man i betydeligt omfang ikke evne og/eller vilje til at tage de nødvendige initiativer til at skabe medlemsfremgang eller blot at fastholde det nuværende medlemstal.
Det er symptomatisk, at der kun ligger FEM bidrag i unionens idekatalog på nettet, herunder ingen nye de seneste mere end 3 ½ år!
En ekstern konsulent kan ikke forventes at bidrage med mere, end hvad vi allerede selv ved i forvejen. Og når BDO har leveret, står unionen fortsat tilbage med, hvordan de foreslåede skridt så kan gennemføres.
Og lad mig straks indskyde, at her kan et centralt sekretariat efter min opfattelse ikke hjælpe med noget.
Vejen frem ligger ude i klubberne og bør være en eller anden form for præmiering til lokalt klubarbejde, der kan skabe medlemsfremgang. Her er det tankevækkende, at der i de tre første kvartaler af 2026 iflg. det netop udsendte regnskab ikke har været forbrugt af de budgetterede 80.000 kr. til nye medlemsfremmende aktiviteter!”
Venlig hilsen
Morten Fabrin
formand for 9. hovedkreds
